Hjemsendelsesinstruks ved nyresvigt hos hunde
Nedenfor finder du vigtig information om sygdommen, hvad du skal holde øje med derhjemme, samt hvad du kan forvente fremadrettet.
Hvad er nyresvigt?
Nyresvigt betyder, at nyrerne ikke længere fungerer optimalt. Nyrernes opgave er bl.a. at filtrere affaldsstoffer fra blodet og regulere væske- og saltbalance.
Der findes to typer:
– Akut nyresvigt: Opstår pludseligt (timer til dage).
– Kronisk nyresvigt: Udvikler sig gradvist over længere tid (uger til måneder. Dette er oftest noget vi ser hos ældre patienter.
Symptomer:
– Nedsat appetit eller manglende ædelyst.
– Øget tørst og øget urinering, sværere ved at holde sig om natten (især ved kronisk forløb).
– Opkast og/eller diarré.
– Sløvhed og træthed.
– Vægttab.
– Dårlig ånde (kan lugte af ammoniak).
– Dehydrering (tørre slimhinder, nedsat hudelasticitet).
Årsager
Akut nyresvigt kan skyldes:
– Forgiftning (fx kølevæske, visse planter, medicin).
– Infektioner.
– Nedsat blodforsyning (fx ved chok eller dehydrering).
Kronisk nyresvigt skyldes ofte:
– Aldersrelaterede forandringer.
– Langvarige nyreskader.
– Medfødte lidelser.
Behandling
Afhængig af din hunds tilstand kan følgende være ordineret:
– Specialfoder (nyrediæt), for at aflaste nyrerne.
– Medicin (kvalmestillende, eventuelt blodtrykssænkende medicin).
– Hold øje med appetit, væskeindtag og urinering.
– Fri adgang til frisk vand.
Prognose
– Akut nyresvigt: Prognosen varierer. Ved hurtig behandling, herunder indlæggelse og væsketerapi, kan nogle hunde komme sig helt eller delvist.
– Kronisk nyresvigt: Er en livslang sygdom, som ikke kan helbredes, men ofte kan stabiliseres og kontrolleres i længere tid med korrekt behandling.
– Tidlig opdagelse og god opfølgning forbedrer livskvalitet og levetid.
Opfølgning og undersøgelser
Det er vigtigt med regelmæssige kontroller:
– Blodprøver (nyretal).
– Urinprøver (Undersøgelse for lækage af proteiner fra nyrerne, samt nyrernes evne til at koncentrere urinen).
– Blodtryksmåling (i nogle tilfælde).
– Hyppigheden aftales med dyrlægen, men er ofte hver 3 måned ved kronisk sygdom.
Nyresvigt kan være en alvorlig diagnose, men mange hunde kan stadig have god livskvalitet med den rette behandling og opfølgning. Du er altid velkommen til at kontakte os ved spørgsmål eller bekymringer.